lørdag, juni 02, 2007

De stolte bilejere

Et nyt kapitel i familiens belgiske integrationshistorie: vi er nu blevet bilejere! Eller rettere, vi har købt og betalt en bil, som vi er meget glade for, men som pga af det belgiske system (eller et hul i det, fra mit synspunkt...) nu står uden plader eller forsikring nede på gaden. Så det håber vi at få udbedret så snart det bliver hverdag!
På det familiemæssige plan har Ea fået besøg af sine morforældre - det er i hvert fald hendes syn på den sag, så hun kræver deres fulde opmærksomhed uden unødvendige voksenafbrydelser! Til det formål har hun fået et nyt redskab: hun har lært at kalde klart og tydeligt på den, hun vil have fat i. Og hvem kan modstå mo-a, mo-a med den blideste englerøst? For slet ikke at nævne mo-mooo, mo-moo ;)
Ea nyder altså at have besøg, og det gør vi andre så sandelig også. Selvom stemningen er lidt mat pga. sene sengetider og tidlig morgenvækning, og lige pt også lidt mut pga en tilsyneladende ganske katastrofal landskamp...