Vi ved godt, at vores børns tiltro til os er stor. Vi kan se det hver dag i Katinkas ansigt, når hun ligger og kigger sig omkring, og pludselig lyser op i et forklaret smil, når man træder ind i synsfeltet (dvs. ind foran hendes ansigt i ca 1 ms afstandJ ), men Ea for mår at sætte ord på:
I morgen er det AKs fødselsdag. Vi har naturligvis lagt mange hemmelige planer, og talt om, at det var på torsdag. Og i går var spændingen pludselig blevet for stor, for da spurgte hun sin far, da han var inde og sige godnat , om det var torsdag i morgen? Nej, først i overmorgen, var svaret. Og Ea: ’Far, det SKAL være torsdag i morgen!’ –efterfulgt af hysterisk gråd, som tydeligvis skulle overbevise ham. At det ikke virkede, gjorde åbenbart ingen indtryk, for scenen gentog sig imorges. Men måske skyldes det faderens forsøg på at dæmpe gemytterne med et ’vi kan jo altid håbe på, at det bliver torsdag i morgen…’
