fredag, juni 12, 2009

Brylluppet

Det er da næsten for dårligt, at vi endnu ikke har skrevet lidt her om brylluppet. Det vil sige den mest fantastiske og dejlige dag, vi overhovedet kunne have drømt om. Solen skinnede, Emmy - vores præst - holdt en dejlig tale og i det hele taget velsignelse, der var smilende og glade gæster hele dagen og natten med, kagen var lykkedes (den var jo hjemmelavet), maden var fantastisk, champagnen kold, talerne var rørende, gaverne overvældende og man kunne blive ved. Alt i alt en helt perfekt dag, som vi vil mindes med smil på læben mange år frem i tiden.
Lige nu ligger der billeder på hjemmesiden www.anderskristian.dk (kig også under "Beder Kirke" og "Festen") men der skal da også lige et enkelt med her.

tirsdag, juni 09, 2009

Første ord?!

Selvfølgelig har Katinka længe vinket og sagt 'hahh', og sagt 'mamamama' og 'bawawawawa' til hhv. mor og far, men idag kom jeg hjem fra arbejde, og så rejste hun sig og råbte højt 'MAMAMAMAMAAA'!!! Det er jo lige til at blive blød i knæene over...
Derudover er hun jo fuldstændig ustyrlig, så netop som vi var begyndt at trække vejret lidt mere roligt efter at have anskaffet en babylåge til køkkenet i weekenden, viste hun os, at hun da bare kan kravle op i lænestolen uden hjælp! Ingen grund til at forældrene falder hen i ugidelighed...