fredag, januar 29, 2010

Så smutter vi...

Den forgange uges frustrationer mht. belgiske cykeltyve osv. skal nu
helst vaskes bort, så vi sætter nu kursen mod Alperne hvor en uges
skiture - skiskole for Eas vedkommende - venter. Det bliver så dejligt,
og så kan tyvene hoppe og rende. Basta!

tirsdag, januar 26, 2010

Et sår med et lille plaster på

Jeg har haft en ny cykel! I en hel uge; så jeg nåede først at få afprøvet den her i weekenden efter Strasbourgugen. Den virkede ret god, og var meget ny og flot, men tilsyneladende alt for ny og flot, for en time efter at jeg havde parkeret den ved den videoovervågede cykelparkering - låst med 2 forskellige låse, heraf en på ca 2,5 cm i diameter- da kom tre mænd med en ordentlig tang og snuppede den. Foran et vidne, ovenikøbet. Så det var slut på den fornøjelse, og forsikringen dækker ikke.
Til gengæld er jeg da blevet positivt overrasket over politiets venlighed og forståelse; de optog en udførlig rapport og havde al mulig sympati for min situation. (Jeg var jo lidt bange for, at de bare skulle synes, at jeg var en tåbe, når jeg troede, at man kunne efterlade en ny cýkel på den måde her i byen....) Men altså, chancen for at de finder den, er jo nok minimal og når nu forsikringen kun vil dække retsforfølgelse af cykeltyven, så må jeg jo overveje andre muligheder. Har lidt lyst til bare at bestille den samme igen, men så ville jeg jo næppe turde gå fra den, og det underminerer lidt charmen ved en cykel, hvis man skal have den med både i seng, i biffen og ind i kabinen på jobbet.
Heldigvis arbejder min søde mand på at få den gamle gjort farbar igen...