mandag, oktober 05, 2009

Fik vi nævnt, at vi flytter?

Jo, det er ganske vist. De ca. 75 kvm. på 2. sal er efterhånden blevet for trange/trælse. Særligt med to unge damer, der har behov for at brænde noget energi af. Og da det ikke er dem, der slæber cykler, indkøbsposer, barnevogne osv. osv. op ad alle trapperne, så blev beslutningen til sidst forholdsvis nem. Der skulle findes en lidt større lejlighed med have og i stue-etagen. Det blev en kort og ganske vellykket jagt, da der dukkede hele to muligheder op inden for en radius af 300 meter fra den nuværende lejlighed. Så var der blot spørgsmålet om, hvordan vi slap ud af den nuværende kontrakt uden alt for store økonomiske mén, men også her syntes heldet at tilsmile os, idet vores - helt fantastiske - udlejer til vores store overraskelse kun forlangte 2 ugers varsel, og i øvrigt mente han ikke, at vi skyldte ham noget. Udtrykket "you are a good man" var hans forklaring, og det kan man jo kun være enig i.
Nu mangler vi bare at få nøglerne, så rykker vi ind i en 100 kvm stor lejlighed med have, opvaskemaskine og værelser til Ea. Det kan vist ikke blive bedre.

søndag, oktober 04, 2009

Pusteteknisk vidunder

På mange måder er Katinka jo Eas uendeligt beundrende og efterabende fan, men hun kan en ting, som storesøster ikke kan! (Ikke at nogen af pigerne har opdaget det, men vi andre betragter dem overrasket…) Hun kan puste, sådan relativt kontrolleret, fx puster hun på sin mad, og når man pudser hendes næse, puster hun ud i stedet for at snøfte…. Et helt lille vidunder!