fredag, august 08, 2008
Ekstra info
Og så har hun fået et navn: Katinka!
onsdag, august 06, 2008
Endelig storesøster!
Mandag d. 4.8.2008, på terminsdagen, kom hun endelig, den længe ventede lillesøster! Mor havde brugt det meste af dagen på ukonstruktive småveer, så det var ret nedslående, da vi kom ind på hospitalet og fik at vide, at fødslen slet ikke var igang endnu... Men vi blev heldigvis ikke sendt hjem med det samme, og det var godt, for som den stolte fader siden proklamerede, gik det fra 1 til 10 (cm) på en time og 10 minutter! Så lige pludselig fik de travlt med at få os ind på en fødestue og forsøge at nå at fylde et badekar, hvilket dog ikke lykkedes i tide - kl 20.05, ca 1,5 time efter ankomst til hospitalet, var hun ude. Og skreg straks og var vældig fin og livlig, og var klar til at amme, før mor overhovedet var blevet syet!
Vi havde jo selv valgt at føde i Danmark, men det betød jo så også, at fødslen skulle foregå ambulant, så vi blev sendt hjem ved midnatstid -mor og barn fik dog tilbudt overnatning, men vi ville helst blive sammen. Og dagen efter kom den stolte storesøster så hjem fra sit ophold hos mormor og morfar!
søndag, juni 29, 2008
Verdens kedeligste uge
Mor er blevet sygemeldt og hviler sig den halve dag og kan i det hele taget ikke andet sjovt end at læse pixibøger.... Og far er forkølet og uoplagt! Det kan man jo godt blive lidt rastløs af. Så Ea så meget frem til lørdag, hvor farmor og farfar skulle lægge vejen forbi på vej til Sydfrankrig. Stod op kl. 8 (hvorimod mor og far vågnede kl 7, typisk, når man nu faktisk ville have kunnet sove længe...) og begyndte at synge 'farmor-farfar'-sangen og kigge ud af vinduet og døren. Selvom de først skulle komme til frokosttid. Så det blev en lang formiddag, særlig da gæsterne blev forsinkede undervejs, men heldigvis kom de til sidst, og glæden var stor, selvom besøget blev lidt kort og hun i dag igen måtte klare sig med de kedelige forældre. Som dog trods alt fik stablet energi på benene til at komme ned på det loppemarked, gaden har været indtaget af hele dagen, og et smut på legepladsen. Men det er vist godt, at der er skole igen imorgen! Det er så sidste skoledag, og så vender vi forhåbentlig snuden mod DK - Line skal lige have rejsetilladelse fra sin læge, men mon ikke det går?!
onsdag, juni 25, 2008
Sidste skoledag
Mandag var det jo også Skt. Hans og hernede var vejret for en gangs skyld godt -vi har lige haft 3 dage med det flotteste sol-og-sommervejr! Nu er det så gråt igen, men eftersom jeg er beordret ro og hvile er det nok fint nok, det er jo svært at sidde stille, når udendørslivet bare lokker. Men der var selvfølgelig et stort Skt. Hans-arrangement i den danske klub, som vi jo måtte til -AK forberedte bogudsalget hele dagen og stod i boden det meste af aftenen, men vi andre kom mest for at se heksen og bålet. Og Ea var da også behørigt imponeret og snakker stadig om det:
'Da vi var til fest, gik vi om i haven, og der var heksen. Og så tændte de den og så brændte den og så fløj den væk. Men Ea blev lidt forskrækket...' De havde altså osse puttet heksehyl i den, så det var nok lidt skræmmende.
Og efter bålet fik hun snobrød og pølser og kom alt for sent i seng, så det var noget af en oplevelse. Desværre på en hverdagsaften; det var lidt svært at komme op igår morges!
torsdag, juni 05, 2008
Klimaændringer
Hvis der er nogen tilbage, der ikke tror på det der med klimaændringerne, så kom til Bruxelles og oplev belgisk regntid. Har en vag fornemmelse af, at den ikke burde ligge fra marts til juni.... Nej, ok solen titter da frem fra tid til anden, og så drøner vi straks på legepladsen eller bare ud i verden! I lørdags var vi fx på udflugt i Ardennerne. Ikke at solen skinnede, men det regnede da i det mindste ikke, så det var skønt, selvom det der med de flotte udsiger måske ikke altid siger en 2 ½-årig så meget; når vi så noget, hun syntes om, var reaktionen: jeg vil derhen -NU!
Vi voksne nåede snarere frem til den konklusion, at det faktisk er et ret smukt land, vi bor i, og at området og udsigterne nok ville være værd at vende tilbage til på en klar dag :)
Ellers fører det kedelige vejr jo en del inde-tid med sig, men heldigvis kan nogle af familiens medlemmer da sagtens spile badminton indendørs, selvom andre efterhånden får sværere og sværere ved at hæve sig op på sofaen. Er ellers ikke så tung som med Ea, men det betyder åbenbart ikke noget for balancepunktet; det er så dårligt, at mor falder på halen fra hugsiddende stilling, bare man skubber til hende....
søndag, maj 25, 2008
Nær ved og næsten...
Ea annoncerede i morges, at lampen ikke virkede ’fordi der ikke er nogen lotterier i’…
tirsdag, maj 06, 2008
Den store strateg
mandag, april 28, 2008
Skolefest
I lørdags var hele familien til skolefest. Vores store pige skulle lave "spectacle", og det var et værre spektakel, med så høj musik, at hun blev helt overvældet og bare stod og kiggede i hulaskørt og solbriller.... På trods af, at hun både før og efter med stor iver fremviste sine dansetrin ;) Naturligvis blev det hele foreviget på video, som det desværre ikke er lykkedes os at oploade, men her får I et billede som en slags smagsprøve! (2. række i midten)
Efter opvisningen var der leg og boder i skolegården, og eftersom der var ca 20 grader og solskin, var det jo vældigt, og Ea fik både hoppet i hoppeborg, vist os alle sine livsfarlige kunster på legepladsen, og fisket plasticænder nok til at vinde en lille præmie i gaveboden :)
Og så sluttede vi af med paella og øl til de voksne, men på det tidspunkt, var Ea helt skeløjet af træthed og kunne ikke rigtig spise noget (og nej, det var faktisk ikke fordi, hun havde forspist sig i kageboden).
En dag med fuldt knald på, så der var ikke noget at sige til, at hun ikke kunne holde sig vågen hele vejen hjem...
onsdag, april 02, 2008
stor pige -nu uden sut!
Der er selvfølgelig sket en mio. ting, siden denne blog sidst blev opdateret… Bl.a. har vi været på påskeferie i snestormen i Danmark, hvor Ea var ude og kælke en masse, og rigtig blev forkælet med påskeæg og råhygge med hele familien. Og vi andre var på sommerhusjagt i Østjylland. Og det ser faktisk ud til at bære frugt, meget spændende! Mens vi var i Danmark, aftalte vi med Ea, at når vi kom tilbage til Bruxelles, så var det slut med sutten. Og vi var meget spændte på, hvordan hun ville tage det, for hun var i hvert fald ikke suttefri i ferien! Men da vi var kommet hjem, måtte vi jo så forsøge os, og selvom det stadig kræver lidt ekstra puttetid og måske en ekstra sang eller historie, så går det faktisk utroligt godt. Og sutterne blev pakket i en fin pakke, som skulle sendes til mormor. Det var dog måske alligevel lidt grænseoverskridende, for hun vil ikke være med til at sende dem, hun vil kun give pakken personligt til mormor, næste gang vi kommer på besøg. Men pakket og tapet ind er de i hvert fald, og så må vi se, om hun glemmer alt om det i mellemtiden, eller om de faktisk skal med til Danmark, når vi skal hjem til konfirmation store Bededag.
Hun er virkelig ved at blive en stor pige på flere måder, så mon ikke hun også er klar til at blive storesøster til sommer…. Hun har i hvert fald lugtet lunten, for da jeg fortalte om en af de gravide, vi kender, at hun var tyk, fordi hun skulle have en baby, så kiggede hun lidt på mig og sagde: ’mor oss tyk, oss fordi mor ha baby?’ (Verdens klogeste barn, selvfølgelig!)
Men det der med, at babyen er i maven, det er vi ikke kommet til endnu. Til gengæld ved hun, at babyen kommer, når Ea er 3 år (termin stort set på hendes fødselsdag), så det kan godt få hende til at snakke ret meget om fødselsdag. Heldigvis er der da andre, der har fødselsdag i mellemtiden, og så kan vi jo fejre dem ;)