mandag, august 18, 2008

Citater fra storesøster og billeder af lillesøster...


Efter en weekend uden Ea (som har været på kanotur med mormor og morfar og resten af Sol og Vind), er der igen fart over feltet! Som altid lærer hun nye ord og udtryk, så snart man vender ryggen til, men det mest uforglemmelige er nok i virkeligheden hendes drevent århusianske udtale. Som fx når hun i leg med sin nyeste legoanskaffelse begejstret siger: "iæårn ska sky:jn" (jægeren skal skyde den). Svært at illustrere på skrift uden brug af fonetiske tegn!
Hun taler nu ellers flot og varieret (bortset fra en overdreven brug af 'du skal...', 'jeg vil ikke...' og 'Ea bestemmer, du skal ikke bestemme!', hvis moren selv skal sige det. Udtalen levner naturligvis stadig plads til fortolkning (syg-sød, selv-salt, små-så osv.), og så har hun jo sine små særheder som de lettere fransk-inspirerede h'er (som ikke lyder som franske h'er, men derimod som et forsøg på h med kraftig fransk accent!) og den totale umulighed af kombinationen sm-, som altså betyder, at det hedder 'så, sør, sage' osv. Og ikke mindst ham-sæk. Som man jo i øvrigt er for stor til at bruge, når man er blevet storesøster.
Lillesøster, derimod, er bare dejlig på almindelig babymaner. Men hun ytrer sig nu også, primært i form af en masse højst uprinsesseagtige grynt!

onsdag, august 13, 2008

Katinka, 9 dage gammel



Vi hygger os. Og er hun ikke bare skøn?
Katinka bruger dagene som spædbørn gør: amme, sove, fylde bleen og blive puslet - og så en gang i mellem bedårer hun os alle med åbne øjne, men hun betragter verden omkring sig med en blanding af skepsis og nysgerrighed.
Ea, derimod, er blevet Storesøster med tryk på STOR. Så stor, at hun efter egen overbevisning hverken skal bruge det lille bræt på toilettet, ble om natten eller hagesmæk ved måltiderne. Det sidste er nu ikke til forældrenes udelte begejstring...

fredag, august 08, 2008

Ekstra info

Lillesøster vejede v. fødslen 3650 g og har nu tabt sig 180 g men spiser flittigt.... Hun er 53 cm, og fylder en str. 50 noget bedre ud, end hendes søster gjorde i sin tid.
Og så har hun fået et navn: Katinka!

onsdag, august 06, 2008

Endelig storesøster!


Mandag d. 4.8.2008, på terminsdagen, kom hun endelig, den længe ventede lillesøster! Mor havde brugt det meste af dagen på ukonstruktive småveer, så det var ret nedslående, da vi kom ind på hospitalet og fik at vide, at fødslen slet ikke var igang endnu... Men vi blev heldigvis ikke sendt hjem med det samme, og det var godt, for som den stolte fader siden proklamerede, gik det fra 1 til 10 (cm) på en time og 10 minutter! Så lige pludselig fik de travlt med at få os ind på en fødestue og forsøge at nå at fylde et badekar, hvilket dog ikke lykkedes i tide - kl 20.05, ca 1,5 time efter ankomst til hospitalet, var hun ude. Og skreg straks og var vældig fin og livlig, og var klar til at amme, før mor overhovedet var blevet syet!
Vi havde jo selv valgt at føde i Danmark, men det betød jo så også, at fødslen skulle foregå ambulant, så vi blev sendt hjem ved midnatstid -mor og barn fik dog tilbudt overnatning, men vi ville helst blive sammen. Og dagen efter kom den stolte storesøster så hjem fra sit ophold hos mormor og morfar!

søndag, juni 29, 2008

Verdens kedeligste uge


Mor er blevet sygemeldt og hviler sig den halve dag og kan i det hele taget ikke andet sjovt end at læse pixibøger.... Og far er forkølet og uoplagt! Det kan man jo godt blive lidt rastløs af. Så Ea så meget frem til lørdag, hvor farmor og farfar skulle lægge vejen forbi på vej til Sydfrankrig. Stod op kl. 8 (hvorimod mor og far vågnede kl 7, typisk, når man nu faktisk ville have kunnet sove længe...) og begyndte at synge 'farmor-farfar'-sangen og kigge ud af vinduet og døren. Selvom de først skulle komme til frokosttid. Så det blev en lang formiddag, særlig da gæsterne blev forsinkede undervejs, men heldigvis kom de til sidst, og glæden var stor, selvom besøget blev lidt kort og hun i dag igen måtte klare sig med de kedelige forældre. Som dog trods alt fik stablet energi på benene til at komme ned på det loppemarked, gaden har været indtaget af hele dagen, og et smut på legepladsen. Men det er vist godt, at der er skole igen imorgen! Det er så sidste skoledag, og så vender vi forhåbentlig snuden mod DK - Line skal lige have rejsetilladelse fra sin læge, men mon ikke det går?!

onsdag, juni 25, 2008

Sidste skoledag

Ea har ikke helt fået sommerferie endnu, men næsten! Mandag var der klasseafslutning med overrækkelse af gaver til lærerinden og præmier til børnene. Heldigvis var der præmier til alle -Ea fik en for udholdenhed! - til de ellers lidt eliteskoleforskækkede forældres lettelse... Og præmien var en bog, som blev overrakt af skoleinspektøren, så nu har hun hele to børnebøger på fransk. En udfordring til forældrenes sprogkundskaber, for der skal jo læses højt, helst mange gange om dagen! Så vi læser både den lette om la pomme og den lidt lange og komplicerede om, når der kommer en ny baby i familien. For man skal vel forberedes en smule på at blive storesøster!
Mandag var det jo også Skt. Hans og hernede var vejret for en gangs skyld godt -vi har lige haft 3 dage med det flotteste sol-og-sommervejr! Nu er det så gråt igen, men eftersom jeg er beordret ro og hvile er det nok fint nok, det er jo svært at sidde stille, når udendørslivet bare lokker. Men der var selvfølgelig et stort Skt. Hans-arrangement i den danske klub, som vi jo måtte til -AK forberedte bogudsalget hele dagen og stod i boden det meste af aftenen, men vi andre kom mest for at se heksen og bålet. Og Ea var da også behørigt imponeret og snakker stadig om det:
'Da vi var til fest, gik vi om i haven, og der var heksen. Og så tændte de den og så brændte den og så fløj den væk. Men Ea blev lidt forskrækket...' De havde altså osse puttet heksehyl i den, så det var nok lidt skræmmende.
Og efter bålet fik hun snobrød og pølser og kom alt for sent i seng, så det var noget af en oplevelse. Desværre på en hverdagsaften; det var lidt svært at komme op igår morges!

torsdag, juni 05, 2008

Klimaændringer




Hvis der er nogen tilbage, der ikke tror på det der med klimaændringerne, så kom til Bruxelles og oplev belgisk regntid. Har en vag fornemmelse af, at den ikke burde ligge fra marts til juni.... Nej, ok solen titter da frem fra tid til anden, og så drøner vi straks på legepladsen eller bare ud i verden! I lørdags var vi fx på udflugt i Ardennerne. Ikke at solen skinnede, men det regnede da i det mindste ikke, så det var skønt, selvom det der med de flotte udsiger måske ikke altid siger en 2 ½-årig så meget; når vi så noget, hun syntes om, var reaktionen: jeg vil derhen -NU!
Vi voksne nåede snarere frem til den konklusion, at det faktisk er et ret smukt land, vi bor i, og at området og udsigterne nok ville være værd at vende tilbage til på en klar dag :)
Ellers fører det kedelige vejr jo en del inde-tid med sig, men heldigvis kan nogle af familiens medlemmer da sagtens spile badminton indendørs, selvom andre efterhånden får sværere og sværere ved at hæve sig op på sofaen. Er ellers ikke så tung som med Ea, men det betyder åbenbart ikke noget for balancepunktet; det er så dårligt, at mor falder på halen fra hugsiddende stilling, bare man skubber til hende....

søndag, maj 25, 2008

Nær ved og næsten...

Ea annoncerede i morges, at lampen ikke virkede ’fordi der ikke er nogen lotterier i’…

tirsdag, maj 06, 2008

Den store strateg

Enten er vi som forældre utroligt lidt konsekvente, eller også er vores datter usædvanligt udspekuleret. I hvert fald er den faste respons på et nej (til TV, is mm., hun er virkelig kommet i plagealderen....) nu : "jeg går lige hen og spørger far/mor"! Det er vist ikke så godt, og stiller nye krav til forældrekoordinering...

mandag, april 28, 2008

Skolefest



I lørdags var hele familien til skolefest. Vores store pige skulle lave "spectacle", og det var et værre spektakel, med så høj musik, at hun blev helt overvældet og bare stod og kiggede i hulaskørt og solbriller.... På trods af, at hun både før og efter med stor iver fremviste sine dansetrin ;) Naturligvis blev det hele foreviget på video, som det desværre ikke er lykkedes os at oploade, men her får I et billede som en slags smagsprøve! (2. række i midten)
Efter opvisningen var der leg og boder i skolegården, og eftersom der var ca 20 grader og solskin, var det jo vældigt, og Ea fik både hoppet i hoppeborg, vist os alle sine livsfarlige kunster på legepladsen, og fisket plasticænder nok til at vinde en lille præmie i gaveboden :)
Og så sluttede vi af med paella og øl til de voksne, men på det tidspunkt, var Ea helt skeløjet af træthed og kunne ikke rigtig spise noget (og nej, det var faktisk ikke fordi, hun havde forspist sig i kageboden).
En dag med fuldt knald på, så der var ikke noget at sige til, at hun ikke kunne holde sig vågen hele vejen hjem...