Ja, vi har jo ikke helt koordineret opdateringen af denne blog. Både Line og jeg kan jo sidde og skrive til den på samme tid, men det betyder så også, at der hele tiden kommer nye vinkler på og situationsrapporter fra vores store udlandseventyr. Ikke at det lige idag er det store eventyr. Mor er på arbejde, far skal til fransk og Ea er i vuggestuen en hel dag - ja, altså jeg regner da med at hente hende inden kl. 18.30, men i teorien kunne hun blive der hele dagen. Hun er ved at være rigtig glad for det. Dog ved jeg ikke, hvad der foregik igår, hvor hun sov, da jeg hentede hende kl. 15. Hun havde da sovet siden kl. 12, så det må tage hårdt på energien at have en hel masse rollinger at lege med. Det er nok knap så anstrengende at lege med far derhjemme selv om han gør sit bedste.
I weekenden skal vi muligvis på det store danske julemarked. Efter sigende stedet/begivenheden hvor man kommer for at blive set, så det må vi jo hellere. Samme kilde oplyser, at salget og overskuddet fra markedet går til at holde præstegården kørende, så hvis man trænger kan man købe jordens dyreste remoulade her. Jeg tror bare, at jeg venter til jul i DK med den slags.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar