Ja, bilen står der da endnu, men det er sørme ikke meget, den får rørt sig. Forsikringsballaden fortsætter ufortrødent med stadigt flere små belgiske fornøjelser til følge. F.eks. er det besværligt hvis ikke umuligt at forsikre bilen mod tyveri. Den er jo ældgammel i belgiernes øjne. Vi synes nu ellers, at en fin Maur-blå Citroën fra 2000 er en næsten helt ny bil, som da burde forsikres mod alt, men det er der egentlig kun smil til overs for hernede. Desuden er det også en veteranbil i forbindelse med kasko, så nu går overvejelserne i alle mulige retninger. Men, med lidt held kan vi da køre en tur i nyanskaffelsen en gang i næste uge.
Og det kunne være fantastisk at komme lidt ud på landevejene. Vi var en smuttur i Gent i søndags. Flot by med en middelalderfæstning (nå ja, fars fortid fornægter sig ikke) og mange hyggelige gader og kanaler. Den slags vil vi jo gerne se lidt mere af, så man kan få en fornemmelse af, hvad landet egentlig har at byde på. Det synes at være mere end forventet.
Ea's seneste favoritsang er i øvrigt gible gible gable (krible-krable-kravle-krybe-kilde-land) en gammel Poul Kjøller-perle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar