søndag, september 16, 2007

Trolde, drager og andre uhyggelige væsner

I dag har vi været på udflugt til Dinant, for vejret var smukt, og vi trængte til at komme ud at se noget andet. Det var et godt valg og en utrolig smuk køretur fra Namur i floddalen. Heldigvis havde vi lånt en helt ny stak børneCDer (Åh Abe-bokssættet!), så vi slap for at høre Hej Frede hele vejen. Vi havde en dejlig tur, og var bl.a. oppe og se byens gamle fæstning med fangehuller og det hele -inklusive en meget farligt udseende fange, som vi blev enige om måtte være en trold. Ea var begejstret: uh-uh, mere trold! Da vi efter en god frokost ved floden (samt for nogens vedkommende middagslur i klapvognen) trissede rundt i byens gader, så vi også drager af plastik.... mor: grrrr!, Ea: holde! Hun var med andre ord ikke til at skræmme. Indtil vi kom til en statue af byens mest berømte tidligere indbygger, hr Sax m. saxofonen. Han sad på en bænk og var meget stille, men da Ea så ham fra 3 meters afstand, bakkede hun flere meter og gemte sig i mors skørter! Vi prøvede naturligvis at overbevise hende om, at saxofonspillere ikke er farlige, heller ikke selvom det er statuer, men det var svært: selv da vi gik hen og bankede på ham, klyngede hun sig til fars trygge bryst og skjulte ansigtet. Så måske skal vi have fundet noget saxofonmusik frem for at vise hende, hvad sådan en i virkeligeheden skal bruges til...

Ingen kommentarer: