Utroligt nok er vi her stadig, og vi kom gevaldigt ind i 2008 - to af Eas yndlingsord for tiden er freberi (fyrværkeri) og rombom (bordbombe)!!!! Hun har rigtig nydt ferien, og sprogudviklingen overvælder os endnu engang. Hun har pludselig både styr på hen, på, i, inden i, inden for, over og en masse andre småord, som hun bruger flittigt og næste korrekt –dog med enkelte svipsere, som fx at hun konsekvent siger ’skære i stykker over’. Hun har stadig sin mærkværdige j > z talefejl, så hun siger za, zeg, zem og Arizel (Ariel fra Disneys version af den lille havfrue). Det grunder lingvistmoren noget over, er det mon en følge af det franske? Men det synes jeg kun ville give mening, hvis hun kunne læse, og nok er det et klogt barn, vi har, men der er dog grænser. Selvom hun både ’læser’ og ’skriver’ flittigt. Som regel en kassebon eller andet tilfældigt, som med stor alvor læses op: ”mor… Caroline (yndlingspædagogen)… Maj….Thomas” osv. Og når hun så sidder og laver kruseduller, fortsætter temaet: ” far…. Matthias…Strasbourg…”
Ellers er ugens begivenhed, at vi endelig har fået købt et barnesæde til Aks cykel, så han kan fragte Ea rundt, og det glædede hun sig så meget til, at han knap kunne få lov at installere det, før hun kravlede op. Så i dag var de første ord: cykeltur, Ea sidde på stor fars cykel, za! Begejstringen ville ingen ende tage, ikke engang da vi faktisk kom af sted hen i parken, som om søndagen er lukket for bilister, så cyklerne rigtig kan boltre sig. Skønt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar