onsdag, april 02, 2008

stor pige -nu uden sut!

Der er selvfølgelig sket en mio. ting, siden denne blog sidst blev opdateret… Bl.a. har vi været på påskeferie i snestormen i Danmark, hvor Ea var ude og kælke en masse, og rigtig blev forkælet med påskeæg og råhygge med hele familien. Og vi andre var på sommerhusjagt i Østjylland. Og det ser faktisk ud til at bære frugt, meget spændende! Mens vi var i Danmark, aftalte vi med Ea, at når vi kom tilbage til Bruxelles, så var det slut med sutten. Og vi var meget spændte på, hvordan hun ville tage det, for hun var i hvert fald ikke suttefri i ferien! Men da vi var kommet hjem, måtte vi jo så forsøge os, og selvom det stadig kræver lidt ekstra puttetid og måske en ekstra sang eller historie, så går det faktisk utroligt godt. Og sutterne blev pakket i en fin pakke, som skulle sendes til mormor. Det var dog måske alligevel lidt grænseoverskridende, for hun vil ikke være med til at sende dem, hun vil kun give pakken personligt til mormor, næste gang vi kommer på besøg. Men pakket og tapet ind er de i hvert fald, og så må vi se, om hun glemmer alt om det i mellemtiden, eller om de faktisk skal med til Danmark, når vi skal hjem til konfirmation store Bededag.

Hun er virkelig ved at blive en stor pige på flere måder, så mon ikke hun også er klar til at blive storesøster til sommer…. Hun har i hvert fald lugtet lunten, for da jeg fortalte om en af de gravide, vi kender, at hun var tyk, fordi hun skulle have en baby, så kiggede hun lidt på mig og sagde: ’mor oss tyk, oss fordi mor ha baby?’ (Verdens klogeste barn, selvfølgelig!)

Men det der med, at babyen er i maven, det er vi ikke kommet til endnu. Til gengæld ved hun, at babyen kommer, når Ea er 3 år (termin stort set på hendes fødselsdag), så det kan godt få hende til at snakke ret meget om fødselsdag. Heldigvis er der da andre, der har fødselsdag i mellemtiden, og så kan vi jo fejre dem ;)

torsdag, marts 06, 2008

Punktum, punktum, komma, streg...

De sidste uger har projektet vaeret helt klart, naar tegneblokken blev fundet frem: der skulle tegnes en "Nikolaj". Og da der er "lidt svaert" (et yndet udtryk for tiden), saa var det gerne mor eller far, der skulle tegne. Saa kunne den lille kunstner selv traede til med tegning af knapper og tekstning af billedet.... Men nu er der sket en vending i udviklingen, og hun tegner pludselig selv smaa taendstikmaend - ganske vist paa den picasso´ske maade, men dog med baade oejne, mund og naese i ansigtet frem for tilfaeldigt rundt omkring paa papiret :) Foraeldrene er vaeldig stolte!

mandag, februar 25, 2008

(U)regelmæssigheder

Udover alle Eas andre bedrifter i den seneste tid (de tæller bl.a. første besøg i zoologisk have, at tælle til tre på fransk og desværre vist også en forstuvet ankel), præsterer hun virkelig noget på det grammatiske område! Hun har tilsyneladende fået fat i diverse regelmæssige bøjninger – flertal og genitiv fx, så der kommer mange små perler. Fx sagt til mor og far: ’Hej to mænder!’ – det var vist en lille vits at kalde os for mænd, men bøjningen var helt alvorlig. Og så, netop som vi troede, hun næsten havde forstået det med min og din, er hun gået over til at sige ’det er digs’. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at ’dig’ refererer til hende selv…

Mht. verbaltider bruger hun til gengæld primært de uregelmæssige, men det er endnu meget rodet. Det fungerer til gengæld fint, for når datidsaspektet er vigtigt, bruger hun bare førnutid, og så er man jo ikke i tvivl. Fx når Ea har børstet tænder/tisset/sovet til middag ;)

  

fredag, februar 15, 2008

Skolestart

Vi har haft travlt siden sidst; skiferie, besøg og ikke mindst skolestarten i mandags er vel de største højdepunkter i den forgangne måned! Når man starter i skolen som 2 1/2-årig, er det en lidt anden type skolestart, end vi kender den fra Danmark. Den inkluderer bl.a. obligatoriske toiletbesøg og middagslur.... Men derudover er dagens højdepunkter maden, legepladsen og at få lov at tegne med tuscher. Ugens højdepunkt var gymnastiktimen i onsdags, som hun har snakket om lige siden. Derudover var der skolebiblioteket, hvor hun har lavet sit eget laminerede lånerkort og lånt sin første franske bog. Og så kan forældrene jo prøve kræfter med højtlæsningen... Alt i alt kan skolestarten vist siges at være en stor succes, selvom den bringende og hentende far godt kan blive lidt frustreret over systemerne og disses uigennemskuelighed for den uindviede (ved hvilken dør skal man stå om morgenen, hvor og hvornår må man hente barnet osv.).
Den store skolepige er stadig i en rivende sprogudvikling, nu med ledsætninger og konjunktioner og det hele: mens, så og bagefter er favoritter. Det fører til mange sjove udtalelser som fx: Ea lige gå -mor vente her mens!
Sammenligninger er der også: leb-postej -det' lissom leb-pomade....

søndag, januar 20, 2008

Gips og genvordigheder


Sådan et brækket ben gør jo hverdagen noget besværlig og ejermanden lidt utålmodig, men hun er heldigvis begyndt at vænne sig til det. Et enkelt sygebesøg hjalp også på humøret og motiverede til at bevæge sig lidt rundt, selvomdet må foregå i en slags trebenet kravleposition... Hun gør mange forsøg på at gå, men det kan altså ikke lade sig gøre!

Så der bliver læst bøger, leget med computer og set en del fjernsyn i stedet. Og snakket. Om lys, der pustes op, Bjørnen Bjørn, og manden, som lagde gips på: 'Først lægen kiggede på benet. Så kom anden læge. Så lagde gips på. Så snakkede med far.'

Og ikke mindst skiferien, som vi alle glæder os til, og hvor Ea stadig, trods mange forsøg på at overbevise hende om det modsatte, tror, at hun skal ud og køre på ski!

onsdag, januar 16, 2008

Brækket ben!

Den slags kommer selvfølgelig altid uventet og på det mest uheldige tidspunkt. Altså brækkede ben. Ea faldt temmelig uheldigt mandag aften - det lignede egentlig ikke noget fald men blot at hun satte sig ned lidt hurtigt. Men, det må have været lige ovenpå skinnebennet, for efter en 1½ times nedkøling af anklen (far troede det var anklen), så var det eneste varme og lidt hævede sted midt på skinnebennet. Det er jo som bekendt svært at forstuve skinnebennet, så efter lidt overvejelse trissede vi på skadestuen - det skal da lige nævnes, at Line er i Strasbourg i denne uge, så heraf bemærkningen om det uheldige tidspunkt. Nå, men den første læge mente nu heller ikke, der var noget brækket, men sendte os dog op til røngtenafdelingen, hvor de hurtigt fandt et meget pænt og rent brud, der heldigvis bare var faldet tilbage på plads. Det betød, at vi kunne nøjes med lidt gips. Lidt er måske en underdrivelse jf. billedet her, men skidtet skal jo holdes sammen. Nu nyder datteren så at blive passet og plejet, båret rundt og forkælet med fjernsyn osv. mens faderen forsøger at arbejde lidt i ny og næ.

søndag, januar 13, 2008

Za za cykeltur!

Utroligt nok er vi her stadig, og vi kom gevaldigt ind i 2008 - to af Eas yndlingsord for tiden er freberi (fyrværkeri) og rombom (bordbombe)!!!!  Hun har rigtig nydt ferien, og sprogudviklingen overvælder os endnu engang. Hun har pludselig både styr på hen, på, i, inden i, inden for, over og en masse andre småord, som hun bruger flittigt og næste korrekt –dog med enkelte svipsere, som fx at hun konsekvent siger ’skære i stykker over’.  Hun har stadig sin mærkværdige j > z talefejl, så hun siger za, zeg, zem og Arizel (Ariel fra Disneys version af den lille havfrue). Det grunder lingvistmoren noget over, er det mon en følge af det franske? Men det synes jeg kun ville give mening, hvis hun kunne læse, og nok er det et klogt barn, vi har, men der er dog grænser. Selvom hun både ’læser’ og ’skriver’ flittigt. Som regel en kassebon eller andet tilfældigt, som med stor alvor læses op: ”mor… Caroline (yndlingspædagogen)… Maj….Thomas” osv. Og når hun så sidder og laver kruseduller, fortsætter temaet: ” far…. Matthias…Strasbourg…”

Ellers er ugens begivenhed, at vi endelig har fået købt et barnesæde til Aks cykel, så han kan fragte Ea rundt, og det glædede hun sig så meget til, at han knap kunne få lov at installere det, før hun kravlede op. Så i dag var de første ord: cykeltur, Ea sidde på stor fars cykel, za! Begejstringen ville ingen ende tage, ikke engang da vi faktisk kom af sted hen i parken, som om søndagen er lukket for bilister, så cyklerne rigtig kan boltre sig. Skønt.

 

 

 

 

 

                                                                                                                  

torsdag, december 27, 2007

En julehilsen

Så blev det jul og den blev fejret i familien Andersens skød - vel at mærke familien Andersen i Kølsen. Der var højt humør og ikke mindst stødt stigende energiniveau hele aftenen fra den lille trold, der hele dagen havde snakket om gaver og julemand - juletræ og sange. Et umiddelbart højdepunkt indtraf, da Ea smed sin dukke i det nyerhvervede komfur mens hun grinede højlydt. Forældrene har siden afvist ethvert kendskab til ophavet for den slags tendenser...
Både før og efter jul har vi været travlt optaget med at besøge familien rundt i det midtjyske. Først var der lige det store æbleskivetraktement i Randers hos Oldemor Frida (Molle Frida) og 2. juledag var der stor komsammen i Beder. Farmor blev fejret 1. juledag (dog ganske stille og roligt) og nu synes der at være ro over feltet, så vi kan samle op på alle indtrykkene.
Til alle jer vi endnu ikke har set, vil vi her benytte muligheden og sige rigtig glædelig jul! Håber den har været så dejlig og hyggelig som vores.

lørdag, december 08, 2007

Sut, prut, male!



Efter en lang dag med indkøb, konfekt og fars store julemiddag m. flæskesteg, er der ikke andet tilbage at sige end: sut, prut, male!

Derudover er dagens citat vist:

"Mor lille barnenumse!" Hun bliver kun frækkere og frækkere....

torsdag, december 06, 2007

Naermest renlig!

Med fare for at begaa hybris vil jeg her stolt annoncere: Ea er naermest renlig! Udover, at hun nu kun sover med ble paa og om dagen med stolthed ifoerer sig "underbusker", gik hun igaar endnu et skridt i den rigtige retning: hun bad selv om at komme paa toilettet (ellers har det vaeret noget med at blive sat paa paa faste tidspunkter), OG tissede. Er det ikke fantastisk? Maaske er det nu tid til at pakke puslebordet helt vaek....