Alenemor

...eller maaske snarere alenefar? Mor er i Strasbourg i denne uge, og sandsynligvis nok den, der foeler sig mest alene pt. Men har til gengaeld et projekt at fordybe sig i: min kollega Dorthe og jeg er ved at flytte ind i vores nye lejlighed - saa er det slut med halvnussede hotelvaerelser, og goddag til dyner, hjemmehygge og et enkelt hjemmelavet maaltid i ny og nae! Og efter 2 x 64 plasticsoem og et ukendt antal skruer, er det faktisk ved at udvikle sig til den rene IKEA-repraesentationslejlighed. Billeder foelger snarest...

 

Dig og Tobias

Ea fik en planche af Tobias og Emilie for lang tid siden, med billeder af hele børneflokken –Ea, Tobias, Emilie, Amalie og lille Mattis. Den tager hun frem fra tid til anden og peger: Tobias – Emilie – Ea - Mor (jeg er også med som børneholder) – Amalie. Om Mattis siger hun ikke det store, hun kan nok ikke rigtig huske ham. Men i dag var teksten ændret: Tobias – Emilie – dig! – Amalie – dig! – Mor…. Så nu er hun tilsyneladende kommet over det med at omtale sig selv i tredje person og gået over til anden. Helt naturligt og efter bogen, men man skal nu alligevel slå knuder på sig selv, nogen gange, når hun siger, at noget er ’din’ og mener ’min’, og man så skal fortælle hende, at hun tager fejl. Altså, når det er min, og hun så siger det er det, og jeg så skal forklare hende, at hun tager fejl, ikke i ordvalget, men i tilhørsforholdet….  Det fik jeg vist forklaret lige så knudret, som det føles!

Ellers er hun jo den store sangstjerne, og skrålede højt efter aftensmaden: jami-jami-jami-jami-jami (….der skal tredive streger stå!) Ovenikøbet på en melodi, så mor og far kunne regne ud, hvad der var tale om! Melodien er ellers noget, hun tager lidt let på normalt, hvilket kommer til udtryk i nogle utroligt jazzede versioner af vévé (frère) Jacques. Ville gerne illustrere med en lille musikvideo, men barnet klapper i som en østers og får et hysterisk anfald, hvis hun ikke selv må kigge ind i den lille skærm, så snart videokameraet bliver fundet frem. Så det må vente lidt.

Den lille kavaler

Siden vi kom hjem fra Strasbourg for en uge siden, har Ea været ked af at blive afleveret i vuggestuen. Hårdt for farmand, som står for afleveringen, de fleste dage, og nok også lidt hårdt for hende selv. Men så er det jo godt, man har sin lille ven Dimitri, som kommer og kysser en på hånden, når man er ked af det… For Ea ved godt, hvad der skal til, når nogen er kede af det: ”mor ked –kram!” Og er der noget bedre end sådan et par skønne barnearme om halsen? Således også ”Mitri trøst” og når de andre er kede af det: ”Xana faldt græd-  Ea pust”….

 

Så er vi tilbage

Der har vist været lidt stille her på bloggen. Over fjorten dage siden sidste post - det er jo ikke lige sagen, så her en hurtig opdatering på de sidste par uger. Vi har arbejdet - både i Bruxelles og Strasbourg - og så har vi trænet hårdt med cyklen. Bl.a. sidste søndag, da det var bilfri dag i hele Bruxelles. Det betyder så, at alle finder deres cykler frem og bidrager til en form for cykelanarki, hvor færdselsregler bliver ophævet og alle bare gør, hvad der passer dem. Det er dermed svært at sige, om man på sigt vil spare miljøet eller egentlige menneskeliv med bilfrie dage.
Nå, men det med cyklen går stødt fremad, så der nu både kan drejes på styr og pedaler. Endda samtidig af og til - hvis der da ikke lige er noget, der fanger opmærksomheden. Derudover danses der på livet løs til en lang række nye børnesange, hvor der endda også synges forståelige fraser til. Det dækker således bl.a. Jubijæ i "Jeg er en glad lille cowboy" og andre i samme stil. Så der kommer vel snart en hel sang ud af det. Til trods for mange forsøg er det endnu ikke lykkedes at vende Ea til egentlige samtaler i telefonen, når der er folk i den anden ende, men til gengæld kommer der lange interessante samtaler ud af at sludre med legetøjstelefonen. Man bliver meget opmærksom på sine egne vaner, når man ser hende efterligne...

Trolde, drager og andre uhyggelige væsner

I dag har vi været på udflugt til Dinant, for vejret var smukt, og vi trængte til at komme ud at se noget andet. Det var et godt valg og en utrolig smuk køretur fra Namur i floddalen. Heldigvis havde vi lånt en helt ny stak børneCDer (Åh Abe-bokssættet!), så vi slap for at høre Hej Frede hele vejen. Vi havde en dejlig tur, og var bl.a. oppe og se byens gamle fæstning med fangehuller og det hele -inklusive en meget farligt udseende fange, som vi blev enige om måtte være en trold. Ea var begejstret: uh-uh, mere trold! Da vi efter en god frokost ved floden (samt for nogens vedkommende middagslur i klapvognen) trissede rundt i byens gader, så vi også drager af plastik.... mor: grrrr!, Ea: holde! Hun var med andre ord ikke til at skræmme. Indtil vi kom til en statue af byens mest berømte tidligere indbygger, hr Sax m. saxofonen. Han sad på en bænk og var meget stille, men da Ea så ham fra 3 meters afstand, bakkede hun flere meter og gemte sig i mors skørter! Vi prøvede naturligvis at overbevise hende om, at saxofonspillere ikke er farlige, heller ikke selvom det er statuer, men det var svært: selv da vi gik hen og bankede på ham, klyngede hun sig til fars trygge bryst og skjulte ansigtet. Så måske skal vi have fundet noget saxofonmusik frem for at vise hende, hvad sådan en i virkeligeheden skal bruges til...

Au revoir, fjernsyn - godmorgen, kaka

I går var vi på besøg hos Matthias og hans 4 søskende – og mor og far. Og både børn og voksne hyggede sig, dog blev Ea som forstenet, da der kom en video på med Bamse. Fuldstændig hypnotiseret, indtil der blev slukket igen. Så da vi gik, gav hun fint kindkys til Matthias, som hun dog havde nået at drøne noget rundt sammen med, og gik hen og tog høfligt afsked med fjernsynet: au revoir, fjernsyn…

Mindre formfuldendt er hendes morgenhilsen dog: som svar på morens ’godmorgen, lille skat’, kom det prompte: ’Pølse. Kaka’! Men det hører dog med til historien, at hun er i gang med pottetræningen, og at det foregår som dagens første punkt, når hun er vågnet om morgenen….

Telefonsamtaler

Jeg er lige kommet hjem fra Strasbourg. Det er lidt hårdt at være væk fra Ea i 4 dage, særlig efter en telefonsamtale, hvor hun glad siger 'hej!' og derefter: 'kommer?'...
Til gengæld skønt at komme hjem til 'Moaaar! danse musik far mor....' efterfulgt af ivrig dans og en lang smøre om mor på arbejde og i flyvemaskinen ;) Så er man glad for at være hjemme igen!

Fødselsdag og modellervoks

Så fik vi fejret Line på behørig vis. Om hun havde opført sig ordentligt var svært at sige, for vejret var sådan lidt op og ned. Mest op dog, så det er vist godkendt. Der var gaver og kage og hygge, så en dejlig dag.
Søndag blev til en rigtig søndag uden meget andet end et par slag Bohnanza og så skulle der selvfølgelig leges med modellervoks. Det har været en yndet beskæftigelse for hele familien siden Ea's fødselsdag, og efterhånden har kreativiteten ingen begrænsninger. Der bliver lavet smykker (ja, de holder selvfølgelig ikke så længe) og ansigter, biler, huse og meget andet. Ganske fornøjeligt.

den lille veninde

Der er en lille pige henne i vuggestuen, som kan måle sig med Ea, hvad stædighed angår. Og størrelse, hvilket er usædvanligt, for som cykelhandlersken også sagde til os: hun er jo enorm! Nå, men hende her er måske nok indfødt belgier (det må man vel gå ud fra, når en på Eas alder siger ’bonjour, Madame!’), men også sort, så det kan jo være, at det er derfor, hun er større. I hver fald stod hun i lang tid og sagde ’non!’, hver gang, vi kom med Ea, og det gjorde os lidt nervøse for, om de to måske ikke var så gode venner. Men det er de, har det vist sig, for hvis man spørger Ea, er de veninder! Og den lille veninde er nu gået fra at sige ’non’ og ’bonjour Madame’ til ’bonjour Ea Sofie’, og i øvrigt kræve, at jeg straks sætter Ea ind til de andre børn! Så i dag på vej til vuggestuen snakkede Ea også om, at hun skulle hen og lege med Sisi, som pigen hedder. (Faster er nu forfremmet til Tinne…) Men men men. Veninden var der ikke, og Ea ville ikke afleveres. Så nu håber vi bare, at hun ikke allerede er blevet forflyttet til skolen, som man jo bliver, når man er 2½ og renlig…

Fra mlommlom til hundesvømning

Nu er det sket! Jeg tør...(næsten!) svømme uden for mors og fars trygge arme! Og nu har jeg også lært at sige 'sømme', så nu er der ingen grund til pjat, jeg er klar til det dybe vand på 85 centimeter, og hvis jeg bliver presset, kan jeg godt plaske afsted alene med mine svømmevinger. Under høje hyl, som vist er udtryk for ca. 50% fryd og 50% frustration.