Sidste nyt...

Hvad mon der sker dernede i Belgien? Ikke så meget tilsyneladende for der står jo aldrig noget nyt på bloggen...
Men, det er nu ikke helt sandt. Der sker faktisk temmelig meget, så vi har svært ved at nå at få opdateret vores faste læsere i ind- og udland. På arbejdsfronten er der travlt med tolkning, konferencer samt tidsskrifter og ved siden af det er der lige bibliotekstjans, julemarked og meget mere. Endelig har vi haft en sjov weekend med huset fyldt af gæster, så tiden flyver derudaf. Ikke at der ligger noget brok gemt i den bemærkning.
Hos den yngste del af familien sker der også store ting. Der bruges færre og færre bleer, og da der samtidig bliver længere og længere tid mellem de små uheld, så synes afvænningsprojektet at ligne en succes. Og besøg på toilettet er efterhånden en ren fornøjelse, hvor der synges "Jeg en gård mig bygge vil" m.fl. Eneste "ulempe" ved denne udvikling er, at de henne i vuggestuen oftere og oftere spørger, hvornår Ea skal begynde i skole. Det kan man nemlig når man er renlig, så den store dag nærmer sig. Men, det er nu lidt underligt at tænke i skolegang, når hun ikke engang er 2½.

Mester Jaques

Om det er sprogforvirring eller bare sprogekvilibrisme skal man nok ikke udtale sig om (far her vil nok sige det sidste), men nu begynder der at komme hele sange med tekst og melodi på Ea's repetoire. F.eks. Mester Jakob, der i vuggestuen synges på fransk og herhjemme synges på dansk hvorved Ea snupper det bedste fra alle verdener og synger Mester Jaques. Det er svært ikke at finde underholdende. Vores dygtige, musikalske datter.
Ellers stod der amerikansk besøg på programmet i weekenden. Gærly kom. Det var så Ea's version af Gary - en af fars gamle venner - og det var en rigtig hyggelig weekend. Nu er Line så i Strasbourg igen, så den store valgaften bliver holdt hver for sig. Vi har dog været omkring ambassaden for at gøre, hvad vi kunne, og så kan vi kun håbe på det bedste.

Far: Pis!

Så er Ea begyndt at bruge sit første bandeord: pis! Det var naturligvis ikke forældrenes hensigt, men pludselig kan man bare høre hende sige ’psss!’, hver gang, hun taber sit legetøj, falder eller lignende. Og da mor forsøgte sig med ’det skal du ikke sige, skat’, så var modargumenationen klar: ’Far pss!’ tjah…

Ellers må man sige, at hendes sprog udvikler sig med lynets hast, og hun er så småt begyndt at bøje ordene –ental og flertal, og nutidsformer af verberne. Og hun bruger adjektiver meget kreativt: ’kiks?’ – ’nej, ikke nu’ – ’lille kiks?’ (sagt i et bedende tonefald ;) )

Det franske går det også derudaf med, og hun begynder at skelne lidt klarere ml. fransk og dansk, selvom hun også taler lidt fransk derhjemme og synger meget om un bon canard dans l’eau – y c’est beau!, så vidt moren forstår det. Og når hun er færdig med at spise eller på toilettet, hedder det ’fini!’. Men hun ved godt nogenlunde, hvad der er dansk og fransk, og griner og siger nej, hvis mor forsøger sig med det franske… forældre er åbenbart allerede latterlige! Hun selv siger ’c’est bon’ om maden og så ’nej – smag godt! Caroline: c’est bon!’ Så det tager vi som udtryk for en klar skelnen mellem vuggestuefransk og forældredansk.

Den strasbourgske kvistidyl

Lejligheden er godt nok lidt lille til at fotografere; man kan ikke rigtig komme langt nok væk. Men her altså sovesofaen i stuen.

Alenemor

...eller maaske snarere alenefar? Mor er i Strasbourg i denne uge, og sandsynligvis nok den, der foeler sig mest alene pt. Men har til gengaeld et projekt at fordybe sig i: min kollega Dorthe og jeg er ved at flytte ind i vores nye lejlighed - saa er det slut med halvnussede hotelvaerelser, og goddag til dyner, hjemmehygge og et enkelt hjemmelavet maaltid i ny og nae! Og efter 2 x 64 plasticsoem og et ukendt antal skruer, er det faktisk ved at udvikle sig til den rene IKEA-repraesentationslejlighed. Billeder foelger snarest...

 

Dig og Tobias

Ea fik en planche af Tobias og Emilie for lang tid siden, med billeder af hele børneflokken –Ea, Tobias, Emilie, Amalie og lille Mattis. Den tager hun frem fra tid til anden og peger: Tobias – Emilie – Ea - Mor (jeg er også med som børneholder) – Amalie. Om Mattis siger hun ikke det store, hun kan nok ikke rigtig huske ham. Men i dag var teksten ændret: Tobias – Emilie – dig! – Amalie – dig! – Mor…. Så nu er hun tilsyneladende kommet over det med at omtale sig selv i tredje person og gået over til anden. Helt naturligt og efter bogen, men man skal nu alligevel slå knuder på sig selv, nogen gange, når hun siger, at noget er ’din’ og mener ’min’, og man så skal fortælle hende, at hun tager fejl. Altså, når det er min, og hun så siger det er det, og jeg så skal forklare hende, at hun tager fejl, ikke i ordvalget, men i tilhørsforholdet….  Det fik jeg vist forklaret lige så knudret, som det føles!

Ellers er hun jo den store sangstjerne, og skrålede højt efter aftensmaden: jami-jami-jami-jami-jami (….der skal tredive streger stå!) Ovenikøbet på en melodi, så mor og far kunne regne ud, hvad der var tale om! Melodien er ellers noget, hun tager lidt let på normalt, hvilket kommer til udtryk i nogle utroligt jazzede versioner af vévé (frère) Jacques. Ville gerne illustrere med en lille musikvideo, men barnet klapper i som en østers og får et hysterisk anfald, hvis hun ikke selv må kigge ind i den lille skærm, så snart videokameraet bliver fundet frem. Så det må vente lidt.

Den lille kavaler

Siden vi kom hjem fra Strasbourg for en uge siden, har Ea været ked af at blive afleveret i vuggestuen. Hårdt for farmand, som står for afleveringen, de fleste dage, og nok også lidt hårdt for hende selv. Men så er det jo godt, man har sin lille ven Dimitri, som kommer og kysser en på hånden, når man er ked af det… For Ea ved godt, hvad der skal til, når nogen er kede af det: ”mor ked –kram!” Og er der noget bedre end sådan et par skønne barnearme om halsen? Således også ”Mitri trøst” og når de andre er kede af det: ”Xana faldt græd-  Ea pust”….

 

Så er vi tilbage

Der har vist været lidt stille her på bloggen. Over fjorten dage siden sidste post - det er jo ikke lige sagen, så her en hurtig opdatering på de sidste par uger. Vi har arbejdet - både i Bruxelles og Strasbourg - og så har vi trænet hårdt med cyklen. Bl.a. sidste søndag, da det var bilfri dag i hele Bruxelles. Det betyder så, at alle finder deres cykler frem og bidrager til en form for cykelanarki, hvor færdselsregler bliver ophævet og alle bare gør, hvad der passer dem. Det er dermed svært at sige, om man på sigt vil spare miljøet eller egentlige menneskeliv med bilfrie dage.
Nå, men det med cyklen går stødt fremad, så der nu både kan drejes på styr og pedaler. Endda samtidig af og til - hvis der da ikke lige er noget, der fanger opmærksomheden. Derudover danses der på livet løs til en lang række nye børnesange, hvor der endda også synges forståelige fraser til. Det dækker således bl.a. Jubijæ i "Jeg er en glad lille cowboy" og andre i samme stil. Så der kommer vel snart en hel sang ud af det. Til trods for mange forsøg er det endnu ikke lykkedes at vende Ea til egentlige samtaler i telefonen, når der er folk i den anden ende, men til gengæld kommer der lange interessante samtaler ud af at sludre med legetøjstelefonen. Man bliver meget opmærksom på sine egne vaner, når man ser hende efterligne...

Trolde, drager og andre uhyggelige væsner

I dag har vi været på udflugt til Dinant, for vejret var smukt, og vi trængte til at komme ud at se noget andet. Det var et godt valg og en utrolig smuk køretur fra Namur i floddalen. Heldigvis havde vi lånt en helt ny stak børneCDer (Åh Abe-bokssættet!), så vi slap for at høre Hej Frede hele vejen. Vi havde en dejlig tur, og var bl.a. oppe og se byens gamle fæstning med fangehuller og det hele -inklusive en meget farligt udseende fange, som vi blev enige om måtte være en trold. Ea var begejstret: uh-uh, mere trold! Da vi efter en god frokost ved floden (samt for nogens vedkommende middagslur i klapvognen) trissede rundt i byens gader, så vi også drager af plastik.... mor: grrrr!, Ea: holde! Hun var med andre ord ikke til at skræmme. Indtil vi kom til en statue af byens mest berømte tidligere indbygger, hr Sax m. saxofonen. Han sad på en bænk og var meget stille, men da Ea så ham fra 3 meters afstand, bakkede hun flere meter og gemte sig i mors skørter! Vi prøvede naturligvis at overbevise hende om, at saxofonspillere ikke er farlige, heller ikke selvom det er statuer, men det var svært: selv da vi gik hen og bankede på ham, klyngede hun sig til fars trygge bryst og skjulte ansigtet. Så måske skal vi have fundet noget saxofonmusik frem for at vise hende, hvad sådan en i virkeligeheden skal bruges til...

Au revoir, fjernsyn - godmorgen, kaka

I går var vi på besøg hos Matthias og hans 4 søskende – og mor og far. Og både børn og voksne hyggede sig, dog blev Ea som forstenet, da der kom en video på med Bamse. Fuldstændig hypnotiseret, indtil der blev slukket igen. Så da vi gik, gav hun fint kindkys til Matthias, som hun dog havde nået at drøne noget rundt sammen med, og gik hen og tog høfligt afsked med fjernsynet: au revoir, fjernsyn…

Mindre formfuldendt er hendes morgenhilsen dog: som svar på morens ’godmorgen, lille skat’, kom det prompte: ’Pølse. Kaka’! Men det hører dog med til historien, at hun er i gang med pottetræningen, og at det foregår som dagens første punkt, når hun er vågnet om morgenen….